Historien

Min passion for landbrug – og for at se afgrøder spire op af jorden – startede allerede i barndommen, hvor jeg voksede op på en gård i Nordjylland. Her kørte jeg ofte med min far ud i marken på hans røde traktor.

Jeg valgte dog en anden retning end landbruget, så efter militærtiden i søværnet og endt uddannelse som maskinmester, fik jeg smag for at rejse ud og se verden. 20 travle år i et internationalt firma er nu blevet afløst af en længe næret drøm om et liv på en Middelhavsø.

Min drøm udleves på Kreta, hvor jeg har købt olivenlunden Petrés. Vi flyttede til Kreta i 2008 og bor nu i landsbyen Petrés 26 km vest for Chania. Kun 6 km nord for os har vi Kretas nordkyst med en af øens bedste strande og et yndet feriemål for især Skandinaviske familier.

De første marker blev købt i 2002, mens vi stadig boede og arbejdede i udlandet. I årene frem til 2008 byggede vi huset og fik hjælp af naboerne til at forynge de gamle træer og plante nye.

Vi anlagde nye terrasser på de stejle skråninger, og da vi i 2008 flyttede til Kreta, var olivenlunden i fuld produktion. Jeg kunne starte min nye tilværelse i olivenlunden – på min helt egen røde traktor.

I Petrés olivenlund har jeg i dag 400 oliventræer, og målsætningen om at omlægge til økologisk drift samt indhente alle de nødvendige certificeringer nåede jeg i 2014.

Den olivenolie, du køber fra Petrés, er hovedsageligt dyrket på mine egne marker. Når olivenolien fra mine egne 400 træer er tappet og solgt – og der stadig er efterspørgsel – opkøber jeg dog olie fra mine naboer. De dyrker samme olivensorter og er ligeledes certificerede økologer.

Jeg har fra begyndelsen selv varetaget alle opgaver lige fra podning af træerne til høsten. Det første høsthold bestod således af min daværende hustru, svigermor, mig selv, vores datter Natalia og hendes lille hund Milenia.

Sidenhen er produktionen dog blevet udvidet, så nu hyrer jeg mandskab til at hjælpe med høsten. Jeg kører selv de høstede olivenfrugter ned til den lokale oliemølle Terra Creta, som er certificeret til ekstraktion af Økologiske oliven.

Når olien er udvundet, fragtes den tilbage til Petrés, hvor olivenolien lagres i rustfrie ståltanke, indtil den tappes på flasker i eget tapperi. Herefter lukkes flaskerne og der sættes etiketter på, inden olivenolien pakkes i kasser og sendes med lastbil til vores lager i Danmark.

Indkøbskurv
Scroll to Top